Så er sæsonen slut…, en noget skuffende sæson.
Fiskeriet har desværre været ret ringe i det forløbne år. Det skyldes bl.a. problemer med vandføring i Nedre Halleby Å. Den øgede fredningstid for havørreden har også begrænset fiskeriet efter de fødesøgende elevatorfisk i de kolde måneder. Det har så også betydet, at vi har set en nedgang i antallet af årskortholdere i sammenslutningen. Som I jo ved, har der igen igen været et enormt udslip af regnbueørreder fra Musholm ! Gennem DSF arbejder vi på at få havbrugene på land, læs mere herom på Sportsfiskeren.dk Derfor herfra en opfordring til at komme ud og få fanget dem. Husk at det ikke er tilladt at genudsætte regnbueørreder; det er at betragte som faunaforurening ! Der er dog også lyspunkter… I de øvre løb er der i år konstateret en øget gydeaktivitet, ligesom der er konstateret pænt med yngel i bl.a. Tåstrup Å, Brændemølle Å og Reerslev Møllerende. I sidstnævnte vandløb vil vi i samarbejde med Den sjællandske Grusbande udlægge nye gydebanker i det kommende år. Vi arbejder fortsat for at forbedre åens miljøforhold bl.a. gennem samarbejde med vandløbsmyndighederne i Kalundborg og Holbæk kommuner og deltagelse i vandsyn i samarbejde med DN og lodsejer å-laugene. Limnoconsult ved Peter Henriksen og med frivillig hjælp fra Halleby Å sammenslutningen gennemfører for øjeblikket en fiskebestandsundersøgelse af Nedre Halleby Å for Kalundborg Forsyning. Vi venter spændt på konklusionen. For fortsat at have økonomi til arbejdet med at skaffe fiskevand og forbedre miljøforholdene i åen vil vi opfordre jer alle til at løse årskort, også selvom I måske ikke fisker meget i åen. I køber som tidligere års- og dagkort på fiskekort.dk efter I har betalt jeres kontingent til KSF eller GSF. Prisen er stadig kun 200,- for senior medlemmer af foreningerne, mens juniorerne fisker gratis. Åen åbner igen i år 16/1 men husk nu at havørreden er fredet indtil den 1. marts. Derfor opfordrer vi alle til at fiske skånsomt og modhageløst indtil havørredpremieren. Men FÅ FANGET DE POKKERS REGNBUER inden de laver ravage på gydebankerne ! Vi bevarer optimismen og fortsætter arbejdet for vores å Med ønsket om en glædelig jul og et lykkebringende nyt år til jer og jeres familier Venlig Hilsen Halleby Å Sammenslutningen V/ Jesper Christiansen Comments are closed.
|
Arkiv
November 2022
|